TRÆNER DU ELLER BLIVER DU TRÆNET?

I 2016 faldt jeg over denne her en spændende artikel fra ubold.dk
omkring det at træne eller blive trænet. Har man tid derhjemme er den en
god indgangsvinkel til en snak om det at tage til håndboldtræning, og hvad
man kan få ud af træningen, men måske også til andre ting i dagligdagen. Så
god læsning for pigerne, og oplæg til en snak.

Artiklen findes desværre ikke længere på siden, men jeg kopioer teksten, så her får i den.

Af Thomas Bernhard, træner på Master Camp

Træner du, eller bliver du trænet? Dette spørgsmål stillede U18 landstræner Claus Hansen flere gange til mine U16 piger, da han i 2014 besøgte os som gæstetræner. Et spørgsmål, der gjorde stort indtryk på mig som træner.

Da jeg her et par år senere i 2016 mødes med ham for at sparre om Master Camp, er dét det samme spørgsmål, Claus efterlader mig med: Træner du, eller bliver du trænet? Og på ny gjorde det enormt indtryk på mig.

Om man træner eller trænes?
I stavemåde er forskellen minimal, men i mindset er der en verden til forskel!

Hvad er forskellen så?
Forskellen kan komme til udtryk i flere forskellige sammenhænge. Jeg har valgt at kigge på dele af hverdagen, som langt de fleste udøvere oplever.

Køtiden
Til langt de fleste øvelser er der ventetid. Du står måske og venter, mens din holdkammerat finter i mand/mand øvelsen, eller du sidder på bænken et stykke tid, mens I spiller på hel bane.

Hvis du trænes, er køtiden bare ventetid.
Hvis du derimod træner, bruger du tiden til at evaluere din seneste aktion og tænke over, hvordan du kan lære af den til at gøre det bedre til næste gang.

De små pauser
Der er adskillige, små pauser i håndbold træningerne – når banen skal tørres, når der er vandpause eller når en spiller vrikker rundt.

Hvis du trænes, er du endnu engang bare i venteposition.
Hvis du træner, bruger du tiden til at snakke sammen med dine medspillere. Hvordan og hvornår vil du gerne modtage næste aflevering, og hvordan skal de bakke dig op i forsvar?

Ser en håndboldkamp i TV
Mange håndboldspillere kan også godt lide at se en håndboldkamp i TV af og til.

Hvis du trænes, ser du TV-kampen for underholdningens skyld og fokuserer på, hvem der vinder.
Ser du den derimod for at træne, er du opmærksomme på, hvad spillerne gør – både individuelt og kollektivt. Du spørger dig selv: Hvordan gør spillerne, jeg deler position med? og Hvordan dækker Hold A op? – Hvordan bytter de eksempelvis i forsvar?

Hvorfor er det svært?
Det kan være enormt svært som udøver at træne i stedet for at trænes – af flere årsager.
En af dem er, at vi er autoritetstro og har en forventning om, at træneren giver os besked på, hvad vi skal og må. Måske ødelægger vi ligefrem træningen, hvis vi blander os for meget?

En anden årsag er, at man er usikker på, hvordan holdkammeraterne vil reagere. Hvad siger de andre til, at jeg begynder at spørge dem om råd? Eller måske endda ligefrem give råd? Tænker de så, at jeg vil bestemme over dem?

Hvorfor så gøre det alligevel?
Når du går over til at træne fremfor at trænes tager du ansvar for din egen udvikling. Det betyder, du har muligheden for at bruge hvert øjeblik til at sikre dig den stejlest mulige udviklingskurve.
Derud over vil du også opleve, at du bliver gladere og mere tilfreds. Pludselig skyldes din succes ikke en træner, men derimod din egen indsats.

Den indflydelsesrige spiller
Når du tager ansvar for din egen udvikling, sikrer du dig også indflydelse på din udvikling.